Gå til indhold

📣 Vil du have 20% rabat? Få koden her!

Om kunstneren

Hej, jeg hedder Lone Bonde Haupt, jeg er en dansk kunstner bosiddende i Danmark.

Jeg er en abstrakt kunstner der skaber ekspressive og farverige malerier der giver glæde og energi, og som du kan gå på opdagelse i igen og igen.

Jeg elsker at male blomster, fordi de rummer alt det, jeg vil udtrykke – skønhed, styrke og forgængelighed. Blomster fascinerer mig. Ikke kun som naturens kunstværker, men som symboler på livets evige forandring. De står i fuldt flor i ét øjeblik og visner i det næste – præcis som følelser, minder og øjeblikke, der aldrig helt kan fastholdes.

Min maleproces er intuitiv og ekspressiv. Jeg lader farverne føre an, lag på lag, med dynamiske penselstrøg, der balancerer mellem kontrol og frihed. Men jeg passer altid på, at det ikke bliver for poleret – der skal være lidt kant, noget der bryder harmonien og skaber liv. Når alt bliver for perfekt, mister det sin nerve – og det er i de små uforudsigeligheder, maleriet bliver spændende.

Min inspiration kommer fra naturen – men også fra den indre verden af følelser og sanseindtryk. Jeg elsker at skabe værker, der bringer energi og poesi ind i rummet. Ikke som pæne blomsterbilleder, men som levende, uregerlige vækster, med både skønhed og et strejf af uperfekt ægthed.

Lidt om mine teknikker

Min tilgang til maleriet er intuitivt, og jeg lader ofte mine følelser guide mig. Jeg bruger både spatel og pensler for at skabe dynamik og for at få et mere ekspressivt udtryk i mine malerier.

Jeg finder stor glæde i selve processen med at male. Processen er lige så vigtig som det endelige resultat. Det er en form for frigørelse, når maleriet udvikler sig som en slags dialog mellem mig og lærredet. Også selvom der ofte er frustration og tvivl blandet ind imellem.

Jeg maler i mange lag og benytter mange forskellige teknikker. Ofte starter jeg et billede vådt i vådt, og bruger både akrylmaling, softpasteller, grafit, oliekridt, posca tusser og silkepapir.

Former og bevægelser opstår spontant. Hvert penselstrøg kan lede noget nyt med sig. Nye farver og former kan opstå og noget andet kan forsvinde i de mange lag, et maleri består af.

At arbejde med akrylmaling giver mig frihed til at eksperimentere med farver, lag og teksturer. Der skal helst være både ro og kaos, kontrast, balance, dybde samt detaljer, som betragteren kan gå på opdagelse i.

Lidt om min baggrund

Jeg er autodidakt billedkunstner og maler abstrakte blomsterinspirede malerier. De seneste par år er der kommet flere og flere blomster ud gennem armen på mig, og jeg er blevet fuldstændig bidt af det.
Jeg startede for alvor med at male på lærreder under Corona pandemien i 2020, og har siden udstillet mine værker et hav af steder og solgt mange malerier.
(se tidligere og aktuelle udstillinger her)

Jeg er uddannet i grafisk design fra Den Grafiske Højskole (nuværende DMJX), og har gennem mit arbejde som grafisk designer altid brugt mine kreative evner.
Jeg har arbejdet med at designe og layoute danske magasiner som I Form, Bo Bedre, Aktiv Træning, Spis Bedre, Historie og Gør Det Selv. De seneste 9 år har jeg stået for at designe og layoute magasinet Bolius, der udgives af Videncentret Bolius/Realdania.

Privat er jeg gift med Henrik Haupt, og sammen har vi fire børn, tre voksne (29, 27 og 23) og én der stadig bor hjemme (15). Og så har vi også to dejlig hunde, der gerne følger mig overalt, også helt ind i atelieret.

Min kunstneriske åre har jeg nok arvet fra min mor, Lis Hanne Bonde. Mange aftener om ugen ”gik hun i kælderen” for at male. Mit værelse lå også i kælderen og  jeg kan huske at det føltes trygt og rart at gå forbi og stikke hovedet ind og sige hej. Der var en helt særlig duft af voksbatik, som hun lavede billedtæpper af. Hun maler på silke med tekstilmaling og bliver bl.a. inspireret af den danske forfatter Tove Ditlevsens og den nordiske mytologi.

Foto: Lisbeth Holten